Så blev det endeligt tid til at omfavne mørket, og kæmpe den evindelig kamp mod det mørke, dystre, hensynsløse og brutale Dark Souls univers. Og denne gang bliver den sidste, for det tredje spil i serien afslutter sagaen, og bliver det endelige kapitel i en episk trilogi der har skabt både fryd og foragt blandt gamere verden over, og sat sit klare aftryk på hele gaming branchen. Det første spil i serien udkom i år 2011 til Xbox 360 og PlayStation 3. Dengang udkom det i første omgang kun i Japan, herefter nordamerika, og til sidst i Europa og lille Danmark. Undertegnede var så heldig at gafle mig en specialimporteret collectors edition i den lokale Stereo Studio, og lige siden har jeg næret mig på Dark Souls universets modbydelige,men samtidigt geniale gameplay. Så det store spørgsmål er naturligvis, er det en passende afslutning? Følger den serien ordentligt til dørs? Og sidst men ikke mindst, er det lige så godt som sine forgængere?
Grafik/Performance:
Så snart ens karakter vågner som hollow (undead) fra sin grav, genkender man med det samme stilen, og det grafiske udtryk, som vi har set det mange gange før. Spillets helt specielle dystre grafiske stil er præcist som den har været i de foregående spil, blot taget til et helt nyt niveau. Fantastiske udsigtspunkter, slotte med hundredevis af tårne der hænger ud over majestatiske klippesatser, mørke sumpe, og dunkle grotter. Alle gør de sig fantastisk ud, og giver en, en uimodståelig trang til at udforske det næste område og bekæmpe den næste boss. Grafikken er ikke så ”shiny” som man kan se det i f.eks. ”The Division” eller ”The Witcher 3”, men pga. det unikke udtryk, så er den helt igennem sin egen. Jeg anmeldte spillet på en PlayStation 4, og her kører det nogenlunde stabilt på 30 fps. Der er dog desværre øjeblikke når der opstår tåge/røg eller andre grafiktunge opgaver, hvor fps’en kan dale en smule, hvilket resulterer i at spillet nærmest går i slow-motion, som man har set det i tidligere spil i serien (Blighttown, anyone?) Dette er naturligvis ærgerligt, da det tyder på at spillet muligvis er blevet en smule forhastet i optimeringen. Jeg synes dog ikke at det på noget tidspunkt decideret ødelagde spiloplevelsen for mig.
Lyd/Musik
Lyden løber, ligesom den grafiske stil, meget i tråd med de foregående spil i serien. På musiksiden er der episke scorer af klassisk musik, til mere afdæmpede ambiente stykker. Ofte oplevede jeg at musikken markant forhøjede indlevelsesevnen i spillet, og at den uden tvivl var en medvirkende faktor til at få min puls op, og få mig til at forsøge så godt jeg havde lært at overvinde spillets strabadser. Stemmeskuespillet er udmærket, hverken mere eller mindre. Stort set alle karaktererne som man render ind i taler, eller nærmest hvisker, på en afdæmpet og sørgelig måde, som tidligere set i serien. Der er dog også spidsfindige og underlige NPC’er i universet, som er med til at få en til at udforske den kryptiske, og ikke selvforklarende historie. Overordnet er lyden og musikken lige som den skal være, dog uden at trække tæppet væk under en.
Gameplay
Og så er vi endeligt kommet til det Dark Souls serien alle dage har handlet om, det vanedannende, geniale og ubehageligt svære gameplay. For dem der ikke måtte være bekendte med Souls spillene i al almindelighed, så handler det kort og godt om at spillet er brutalt svært og utilgivende, men hvis man er tålmodig, lærer af sine fejl, og holder hovedet koldt, så kan man overvinde udfordringen, og lige netop følelsen af dette er det, der gør det det hele værd.
Dark Souls 3 minder på nogle måder om Dark Souls 1 og 2, og på andre måder mere om Fromsofts første PS4 udgivelse, Bloodborne. Det er ligesom forgængerne muligt at gemme sig bag et skjold, ligesom der er kæmpe rustninger. Fjenderne derimod minder i nogen grad mere om Bloodbornes fjender, og er blevet væsentligt hurtigere, og lukker for det meste hullet mellem dig og dem, på et splitsekund. Dette giver nogle lidt mere hektiske kampe, som man skal have overstået hurtigt, hvis man vil have en chance for at overleve. Bosserne vil jeg vurdere er en smule lettere end dem vi stod overfor i Bloodborne, og en hel del sværere end dem vi så i Dark Souls 1 og 2, så med andre ord, så er udviklerne her gået lidt en gylden mellemvej. Variationen i bossernes design er dog stor, og det er imponerende at de stadig kan finde nye og originale koncepter, til spændende og udfordrende bosser. Her er dog en af mine eneste anker ved spillet. Jeg synes det er lidt ærgerligt at en håndfuld bosser virkede lidt som opkog fra ældre bosser, og nogle af dem var meget lette at klare ved blot at rulle, og angribe, rinse and repeat. Det er dog naturligvis svært altid at forvente originalitet.
En anden ny tilføjelse til spillet er ”Weapon arts”. En slags evner som de forskellige våben besidder, således at du kan udføre specielle handlinger med de individuelle våben. F.eks. kan et våben slibes, og et andet kan lave et kraftigt slag med en chokbølge. Fælles for disse ”Weapon arts” er at de bruger mana. Mana får man ved at bruge blå ”Estus flasks”, og man skal derfor altid lave en strategi for hvor mange gule og blå ”Estus flasks” man skal have med, idet man skal splitte de to, imellem det totale antal flasker man har, hvilket bringer et nyt strategisk element ind i gameplayet.
Opsummering:
Dark Souls 3 lever fuldstændigt op til seriens standard, og er efter min mening det andet bedste spil i serien, kun lige akkurat overgået af det første spil i serien, som grundet sin tilpas mere åbne og eventyrlige verden lige nøjagtigt, efter min mening, er bedre end Dark Souls 3. Der er et par meget små anker, som eksempel vis den meget lidt lineære verden, den til tider lidt sakkende framerate, og de en anelse trivielle bosser, som der er et par stykker af. Ud over disse mangler er spillet et mesterværk som vil holde dig trælbundet til din PlayStation i dagevis, hvis du på nogen måde er til Dark Fantasy, og udfordrende gameplay.
