er noget så sjældent som et mountainbike spil, det minder på mange måder om de snowboard spil vi ser med jævne mellemrum, men her er brættet altså skiftet ud med en cykel og underlaget er jord og græs i stedet for sne. Udviklerne hedder RageSquid, et lille hollandsk studie, og de har et langt stykke ad vejen lykkedes med at skabe en atmosfærisk ekstremspots oplevelse.
Spillet starter i en hubverden hvor der er fri leg, og en kort toturial giver dig et greb om fysikken og mulighederne for at lave tricks på cykle. Der er herefter mulighed for at give sig i kast med spillets hoveddel ’Carrer mode’, der består af en række korte baner fordelt på fire forskellige sektioner ’Højland’, ’Skov’, ’Kløfter’ og ’Bjergtoppe’, hver sektion bliver auto genereret når du starter et ny spil, og består derfor af en serie af ”nye” korte baner der skal gennemføres før sektionen afsluttes med et ”boss-hop” altså en særlig svær forhindring der skal forceres. Du har kun en givent antal ”genstart” eller liv om du vil, og hver gang du vælter på cyklen tæller det som en genstart eller et tabt liv, du kan øge antallet af liv ved at fuldføre banens bonus udfordring, men løber du tør for forsøg er det forfra fra starten af den pågældende sektion. Jeg forstår mekanismen men den ender med at blive en hæmsko for spillet, i hvert fald opfordre den én til at kører forsigtigt og undgå at lave for mange hop og tricks, for det er typisk dem der får dig til at vælte og miste ”liv”. Havde man eksempelvis valg en tilgang med fri mulighed for genstart ville man få et sjovere og mere legende tilgang til spillets baner, som det eksempelvis var tilfældet i snowboard spillene SSX.
Selve cykelfysikken er rigtig god, og det føles godt og intuitivt at lave tricks og glide rundt i svingene. Ideen med de autogenererede baner er fin og gør i udgangspunktet at hvert gennemspil føles nyt og friskt, desværre er realiteten, at det meget hurtigt bliver ret ensformigt. Alle skovbaner ligner hinanden, alle kløftbaner ligner hinanden og så fremdeles, de kan varierer i stejlhed, sving og tricks, men omgivelserne og selve afsættene til hoppene ligner hinanden til forveksling, og så er de er heller ikke specielt flotte at se på, og ofte kan man se at banen ikke er ”genereret færdig” i baggrunden. De ting der er lige omkring rytteren og cyklen er fine, men der er ikke kælet meget for de resterende detaljer desværre.
Musikken til spillet er ikke så edgy eller punk-rock som vi kender fra nogle ekstremsports spil, den har sådan en ambient-chill-out udtryk, og det er egentligt ganske stemningsfyldt og behageligt at lytte til. Desværre er der ikke ret mange forskellige numre i rotation, så man ender med at høre de samme numre rigtig, rigtig mange gang på en aften.
Descenders er et fint lille spil der har mange gode mekanismer og hjertet på det rette sted, desværre bliver det hurtigt ensformigt, både at se på og at høre på. Til en pris, der i skrivende stund, ligger på 164kr på PS Store er det i den billige enden, og kan med de briller godt anbefales, men forvent derfor heller ikke et grafisk mesterværk eller et langtidsholdbart ekstremsports spil.
