Du skal enten være komplet uinteresseret i spil, eller være skambidt af et hukommelsestab, hvis du aldrig har hørt om indie-spillet FEZ. Det særprægede spil er udtænkt og udviklet af Phil Fish, der havde en hovedrolle i dokumentarfilmen Indie Game – The Movie (kan ses på Netflix), og man forstår ikke helt hvordan et spil med så meget farve, karma og positiv energi kan være undfanget af en så aggressiv og frustreret mand, som han blev fremstillet i filmen. Phil solgte først sin sjæl til Microsoft, så xbox ejere længe har nydt godt at spilleglæden, men nu – endelig – kommer FEZ også Playstation-ejerne til gode. FEZ kan downloades i PlayStation Store, og du burde egentlig ikke læse videre, men i stedet tænde din konsol og støtte et så underfundigt spil som dette.
Hvad hvis du en dag opdager, at den verden du kender har en anden hidtil uset dimension? Der er en øjeblikkelig eksistentiel kontakt i FEZ, som taler til spilleren og skaber en relation til den lille hovedperson, Gomez. Han lever i en retro-lignende 2D verden. Hopper fra niveau til niveau mod toppen af sin svævende landsby. Op, ned, højre venstre – hverdag i datidens spil. Men en dag får han en magisk fez-hat på hovedet, skærmen crasher, universet rystes, spillet rebootes, og da Gomez vågner på igen, opdager han at verden er et 3D rum. Z-aksen har altid været der. Han har bare ikke set den før. Nu skal Gomez, ligesom spilleren, opdage potentialet i den nye verden. Hvad der før var uopnåelige højder, kan nås med nye vinkler. Hvad der før var kedelige klippevægge, skjuler indgange til nye rum på bagsiden. Alt det gamle genopdages med nye perspektiver.
I sin essens er FEZ en puzzle/platformer. Gomez skal orientere sig gennem den abstrakte pixel-verden og finde sjældne 3D cubes som åbner døre til nye dele af verdenen. Selve mekanismen er simpel. I stedet skaber FEZ sin kompleksitet og dybde gennem omgivelsernes divergens. Gennem dører og portaler træder Gomez ind i nye flyvende øer, hver ø har sin kulør, sin personlighed og sine egne udfordringer. Vanetænkning bliver spillerens egen blokade, for nærmest aldrig føles jagten på cubes repetitivt og ensartet. Nogle steder kan dele af øen drejes med et håndtag. Andre steder er platformene usynlige og kan kun ses i lynvejr. Hver dør åbner nye udfordringer for spillerens logik i spændingsfeltet mellem 2D perspektivet og 3D rummet. Gåderne er så fint tunet, at din tankevirksomhed lige præcis må skrue op for energien, uden at spillet går på kompromis med fremdriften. Hvis en cube virker komplet uden for rækkevidde, så bremses spilleren ikke men kan i stedet gå på rov efter en anden.
Nok har FEZ et skarpt og intelligent gameplay, men hvad der øger euforien er spillets uimodståelige, farvestrålende charme. Gåderne løses i en eventyrverden der oser af lige dele personlighed og karisma, så svært betagende at forbipasserende stopper op og kigger med. Skal der endelig vrides en svaghed ud af FEZ, må det være orienteringen. Banerne er kædet sammen af flyvende øer, samlet i et non-lineært navigationskort. Når den hjælpsomme kube, som følger Gomez, siger “Hey, lad os gå tilbage til øen med de mange døre”, så har jeg ikke den fjerneste anelse om hvilken retning jeg skal gå. Men, flowet løser ofte problemet af sig selv. Det, og så nogle hjælpsomme portaler.
FEZ har en overskuelig længde med kompakt kvalitet og fint tunet oplevelse. Man mærker virkelig Phil Fishs dedikerede, og til dels neurotiske, hånd bag hver en komponent. Og så har FEZ en farvestrålende aura som gør spiloplevelsen varm. Små mesterværker som dette burde ikke være bagbundet af licensaftaler og konsolkrigen. Det burde komme alle til gode, og med den udgivelsen på Playstation er der efterhånden ikke mange uafdækkede afkroge tilbage.
