Man snakker tit om den svære toer, opfølgningen til en succesfuld roman, plade, film, spil eller andet kreativt og kunstnerisk projekt, nogen har blot glemt at fortælle danske indieudvikler Playdead om dette begreb, eller også har de knækket koden, for ikke alene gjorde de alt rigtigt med deres debutprojekt, Limbo, de gør det i den grad også med efterfølgeren Inside, oprindeligt blev udgivet til stort set alle platforme tilbage i 2006. Forgængeren Limbo var et ganske simpelt, men uhyggeligt atmosfærisk og fænomenalt pussle/platformsspil, der formåede at ride højt på den tidlige bølge af indiespil der fangede gamere verden over.
Inside sætter os i skoene af en lille dreng, der går gennem en grå, foruroligende og farlig verden, hvor der lurer mange udfordringer og farer rundt om hvert hjørne, hov vent lidt… hvis det lyder bekendt, så er det nok fordi det sagtens kunne være beskrivelse på Limbo, og hvis der skal være et lille kritikpunkt så kunne det være, at stemning og setup til forveksling ligner hinanden i de to spil. Der er dog ingen grund til at ændre på noget der fungerer, og hvis titlen havde været Limbo 2: Inside, så havde jeg nok ikke overhoved nævnt det. Grafikken er mere farverig og detaljeret end sin forgænger (Limbo var sort/hvid), men det gør det ikke spillets tone mere muntert og opløftende. Selv om Inside ikke er den mest hardware-krævende titel i historien, er det selvfølgelig vigtigt at konverteringen til Nintendo Switch ikke føles begrænset og præsentationen på nogen måde påvirker oplevelsen. Men heldigvis er Inside lige så smuk, fængslende, og velafviklet på Switchens lille skærm. Og ganske som med Limbo, gør muligheden for både at spille på fjernsynet og tage oplevelsen med på farten, at jeg ikke vil tøve med at anbefale denne version af Inside som den man bør vælge.
I sin rene enkelthed er Inside, ganske som sin forgænger, et platform spil med meget enkelt styring, du kan løbe, hoppe og interagerer med bestemte ting i dine omgivelser for at løse gåder og undgå fælder. Man kontrollerer en lille dreng, der bliver jaget af det, der ser ud til at være stærkt væbnede sikkerhedspersonale. Det giver ikke mening at tage kampen op, så det handler om ikke at blive opdaget. Rejsen fører dig gennem et forladt, farligt landskab indtil vi når en fabrik, hvor der foregår mærkeligt ting. Det kan lyde som en vag beskrivelse, og det er fordi Playdead igen har valgt ikke have en egentlig historie, og lader næsten alt står åbent for fortolkning og den enkelte spillers egen fantasi. Der er ingen dialog, ingen skærmbilleder i spillet, ingen livsmåler eller andre tal eller tekst, der trækker dig ud af oplevelsen. Det er en sammenhængende helhed, og det virker bedst på den måde.
Skal vi lede efter et minus, må det være at sværhedsgraden, der i min optik, er lidt lavere end i Limbo, og det gør at man, uden at være mester, kan spille hele herligheden igennem på omkring tre timer. Det må siges at være i den korte ende, men omvendt er oplevelsen så intens og tilfredsstillende at også dette kritikpunkt skal tages med et gran salt.
