8.6 C
Copenhagen
13 november 2024

’Jern’ og ’rizc’ er værter til DM i esport den 26. maj i Odense – følg kampene live på YouSee’s eventkanal

Published:

Det vil være rutinerede kræfter som kommenterer kampene ved Danmarksmesterskabet i eSport den 26. maj på Odense Rådhus. Andreas ‘Jern’ Hjort Thomsen og Niels ‘rizc’ Topp, som blandt andet har kommenteret esport på DR3, vil lede tilskuere og seere gennem dagens kampe. Samtidigt kan YouSee eSportligaen nu offentliggøre, at man også vil kunne følge hele DM-stævnet live på YouSee’s eventkanal.

I næste weekend mødes de 24 bedste danske esport-hold fra klubber, foreninger og virksomheder på Odense Rådhus til det officielle danmarksmesterskab. Finalestævnet bliver kulminationen på en lang sæson i YouSee eSportligaen, hvor over 1500 esport-spillere fra hele landet har kæmpet om muligheden for at kvalificere sig til DM-stævnet. Når DM er slut lørdag aften, står tre hold tilbage som officielle danmarksmestre. Der dystes i henholdsvis Counter-Strike: Global Offensive, League of Legends og FIFA på konsol. Alle tre mesterhold får retten til at repræsentere Danmark ved det officielle VM i esport i Taiwan til november.

– Vi er virkelig glade for, at to så anerkendte kommentatorer som Andreas ‘Jern’ Hjort Thomsen og Niels “rizc” Topp har sagt ja til at komme og kommentere DM. Vi tager det som et stort skulderklap og en anerkendelse af det høje niveau, som der er i YouSee eSportligaen, siger talsmand for YouSee eSportligaen, Jens Christian Ringdal.

Der er blandt danskerne stor interesse for at følge esport via tv. Derfor viser YouSee hele stævnet på event-kanalen, som alle tv-kunder hos YouSee har adgang til.

– Vi vil gerne være med til at udbrede esporten, og som Danmarks største tv-distributør, og partner på ligaen, har vi en unik mulighed for at give esport-interesserede danskere mulighed for at følge Danmarksmesterskabet fra start til slut, også selvom de ikke har mulighed for at være med på Rådhuset i Odense. Jeg er sikker på, det bliver et fantastisk stævne, hvor rutinerede kræfter som ‘Jern’ og ‘rizc’ kan guide os gennem dagens mange spændende kampe, siger Carsten Elmose, marketingdirektør i YouSee.

Esport er den hurtigst voksende sportsgren i Danmark. Over 500.000 danskere dyrker i dag regelmæssigt esport, og stadig flere går skridtet videre og dyrker organiseret esport i klubben, foreningen eller på arbejdspladsen. Esport bakkes i dag op af stadigt flere kommuner, og en af de kommuner, som har gjort allermest, er Odense Kommune, der har esport som et officielt indsatsområde.

Danmarksmesterskabsstævnet den 26. maj foregår på Odense Rådhus, er åbent for offentligheden, og der vil være gratis adgang fra kl. 10.00. Alle kampene kan følges på storskærm i salen, på Twitch via YouSee eSportligaens Facebook-side, og nu også YouSee’s eventkanal.

YouSee eSportligaen er Danmarks officielle esport-liga, hvor danskerne kan konkurrere i esport med og mod hinanden, og som hvert år kårer den officielle Danmarksmester i esport. Bag den nye esport-liga står Danmarks officielle esport-forbund, eSport Danmark, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Ungdomsringen. YouSee eSportligaen drives af en almennyttig forening hvis overskud går tilbage til esporten. Læs mere på www.eSportligaen.dk

Related articles

spot_img

Recent articles

spot_img