Det er ikke altid størrelsen det kommer an på, i hvert fald når vi snakker den verden et spil foregår i. Jeg var da også imponeret da jeg hørt salgstalerne for ’No Mans Sky’, ambitionerne og intentioner og universet var nærmest ubegrænsede, og det var da også stort, det var bare ærgerligt, at det var lige så tomt og kedeligt at gå på opdagelse i, som et industrikvarter en søndag i november. ’Journey to the Savage Planet’ går i en helt anden retning, og kommer til at stå i kontrast til mange andre si-fi shooters, her er nemlig kun én enkelt planet at gå på opdagelse i, til gengæld er den farverig, proppet med ting at interagerer med og vigtigst af alt sjov at gå på opdagelse i.
Historien i spillet er ret simpel, du er på mission på en uudforsket planet for at se om den potentielt er velegnet til beboelse, dit rumskib fungerer som din ’hub’ og det er her informationer du indsamler skal analyseres og ting og sager du finder kan 3D-printes og opgraderes til nye gadgets, der er gøre dig i stand til at udforske flere områder af planeten, i bedste ’Metroid’ stil er der nemlig mange lukkede områder der kræver du har et bestemt våden eller gadget for at kunne komme videre. Heldigvis er der som regel let at komme tilbage til disse afspærrede områder, så det føles kun sjældent besværligt at skulle gå tilbage til område du tidligere har besøgt.
Titlen på spillet, ‘Journey to the Savage Planet’, fik mig til at forvente et spil med fokus på skydedelen, med massere at drabelig fjender som f.eks. ’Lost Planet’, men det er faktisk ikke spillets fokus, vist er der fjender og bosskampe, men det er faktisk den del der fungerer dårligst. Styringen er god og intuitiv, men fjenderne er, selvom de er ganske farverige og opfindsomme, ret kedelige at slås mod, da det ofte blot handler om at ramme et bestemt blinkende ”weak-spot” på dem. Det spillet gør bedst er opdagelse og udforskning, der skal scannes alle typer af flora og fauna og resultaterne skal analyseres tilbage i rumskibet, der er mulighed for at inviterer en ven med på turen via online co-op, og det fungerer fint. Jeg vil dog ikke sige, at spillet er super velegnet til det, da meget som sagt er fokuseret på opdagelse og scanning af omgivelserne og ikke anlagt omkring det at skulle samarbejde om at løse udfordringer. Det bliver lidt nemmere at takle store fjender når man er to, og muligheden for at kunne genoplive hinanden gør, at man slipper for et par ture tilbage til rumskibet, hvor man normalt starter fra efter man er død.
Grafisk er spillet ganske flot uden at presse din Playstation 4 til ydergrænsen. Der er massere af liv og farver og planeten der udforskes er groft opdelt i tre vidt forskellige områder der har hver deres udtryk, elementer og farvepallet, der er med til at sikre en fin variation i omgivelserne.
