Spillenes længde er ofte anmeldernes kæphest. Uskrevne regler tager form. Hvor langt tid må der gå, før spilleren passivt kan læne sig tilbage og nyde spillets rulletekster? Mens et gyldent snit, på ca. 12 – 15 timer, cementerer sig i majoriteten af mainstream singleplayer spil, har jeg personligt udviklet en trang til kortvarige spil, som til gengæld har større replay value. At genopdage glæden ved baner, som man i forvejen har spillet mange gange før, og styrke ens overlegenhed med træning, træning og træning. Med stor glæde opdager jeg, at ”Malicious” er skabt præcist efter dette koncept.
”Malicois” har længe været en kultspil forbeholdt det japanske marked, men er nu lanceret i den europæiske PlayStation Store, eksklusivt til PS3. Snart også PS Vita. Download-spil har ry for at være billige produktioner, genudgivelser i HD og moderne puslespil, som er for smalle at distribuere i butikkerne. Men disse immaterielle spil er også det optimale sted for eksperimentelle øvelser. ”Malicous” er absolut ikke mainstream. Det er heller ikke let at komme i gang med. Det er underforklaret. Det er abstrakt. Det er skide interessant.
Kort forklaret; ”Malicous” kan bedst beskrives som en blanding af ”Bayonetta” og ”Shadow of the Colossus”. Man spiller en vogter for ånderne, enten i form af mand eller kvinde (som har ingen effekt på spillet). Vogteren kan sendes til seks forskellige baner, efter eget valg, hvor man kastes hovedkulds ind i en boss fight. Her er ingen mønter, ekstra liv eller stille passager. Kun en stor modstander, små onde hjælpere og vogterens angreb. Pædagogikken er komplet fraværende. Der er uvist hvilken bane er bedst at begynde på. Det er uvist hvordan angrebene bruges. Bossen er ikke den eneste udfordring, for det er en lige så stor udfordring at skole sig selv i spillets logik.
I starten har vogteren to angrebsformer; distanceskud som forårsager meget lille skade, og den sorte kappe som kan transformeres til et par kraftige knytnæver. Med disse begrænsede våben, skal man først finde ud af, hvilken boss det overhovedet er muligt at nedlægge. Det kræver meget famlen og trial-and-error. Et nederlag krediteres med en hånlig kommentar fra Guderne, som en skrap kommentar fra sin arbejdsgiver der siger, at man skal oppe sig. Efter en boss nedlægges, får vogteren tildelt flere og kraftigere våben, som skal bruges til at nedkæmpe de mere bastante modstandere. Ligesom i ”Shadow of the Colossus” skal man studere kæmpens svagheder og angreb, som et dynamisk action-puslespil. Først når gåden er gennemskuet, og strategien er samlet kan kæmpen overvindes.
”Malicious” er som en skulptur der gradvist tager form, ved hjælp af spillerens indsats og tålmodige hænder. Man bliver stillet en prøve og skal ufravigeligt gennem stadierne: Forståelse, øvelse, overvindelse. Selvom det har en kortvarig spilletid, målt på brutto-tid, er der masser af udfordring i vente. Både store og små perler kan skinne. Dette er en lille spilperle – og den skinner.
Godt:
Billigt download-spil. Unikt koncept med glimrende replay value. Opfordrer til strategisk udvikling. Visuelt euforisk og betagende. Et velproduceret kunst-spil.
Dårligt:
Ingen tutorial og hjælpsom pædagogik. Kræver en del selvstudier og modenhed. Kameraet kan være ret ubehjælpsomt.
