Selvom den første sne endnu ikke er faldet, og der er 8 måneder til den olympiske ild i London tændes så sender SEGA allerede ny Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games på gaden. Et stunt der nok udelukkende handler om at få del i julehandlen, men ikke desto mindre fylder spillet et hul i multiplayer genren til WII, skabt på baggrund af store singleplayer titler som Zelda og Xenoblades.
Ligesom det første spil i serien, der udkom i forbindelse med de olympiske lege i Beijing, består spillet af en serie af mini sportsspil, denne gang med en imponerende liste af 30 discipliner. Det ville ikke give mening at remse dem alle op her, men i grunden er de stort set alle delt op i tre kategorier, hastighed (eks. Løb og svømning) og Quicktime (Forskudt barre og trampolin) og timing (Kajak og skydning).
De 20 karakterer man kan vælge er ligeligt fordelt mellem de to lejre. Nintendo stiller med Mario, Luigi, Bowser, Prinsesse m.fl. og SEGA bidrager bl.a. med Sonic, Knuckles, Dr. Eggman og Tails. Disse karakterer har så enten hastighed, råstyrke, teknik eller allround som deres spidskompetence.
Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games kan spilles som Single Match, her dystes i 12 sportsgrene enten en spiller mod computer, spiller mod spiller eller co-op i hold.
Der er også en underholdende London Party Mode, her kan op til fire spillere drøne rundt i Londons gader, dyste i en række konkurrencer lidt i stil med Mario Party spillene, med afbræk i form af sportsbegivenheder der bliver udløst af klokkespil fra Big Ben.
Spillet indeholder også et udvalg af 10 dream events, der er en meget fantasifuld og fri tilgang til sportsgrenene, for eksempel cloud-hopping der bruger længdespring til at hoppe fra sky til sky.
Ingen af disse kan siges at være særligt tro mod deres oprindelige sport, men det er nu engang hvad der gør Mario & Sonic så appellerende til hele familien, tage velkendte figurer og temaer og vride dem på nogen anderledes måder. Man kan ikke sammenligne dette spil med et evt. kommende officielt atletik/OL spil, på samme måde som man ikke kan sammenligne Mario Kart med Gran Turismo.
Mit største kritikpunkt går på, at SEGA har valgt ikke at gøre brug af Wii Motion Plus, hvilket ville have hjulpet på følingen og styringen i nogle af sportsgrenene. Quicktime begivenheder eller dem, hvor du holder Wiimote lodret fungerer fint, og Nunchuck / Wiimote er velegnet til svømning. Men de discipliner, der kræver, at Wiimote holdes vandret, føles lidt tunge og upræcise.
På den positive side, er co-op sportsgrene som roning, hvor synkrone bevægelser med din kammerat er altafgørende, overraskende sjove. Så SEGA, næste gang i slipper Mario, Sonic og venner og fjender løs, og det gør I jo nok med de salgstal, flere af den slags konkurrencer tak!
Mario & Sonic i London 2012 Olympiske Lege er ikke noget grafisk vidunder, når den ganske imponerende åbningssekvens har rullet over skærmen, er alt ved det gamle. Og hvis ikke det var for brugen af Londons let genkendelige vartegn og lokaliteter, kunne det være et hvert andet Mario Sports spil. I sidste ende er det gameplay der er konge og den lektion har SEGA og Nintendo lært, for spillet er underholdende, i hvert fald sammen med familien eller vennerne, og det er nok også derfor, at vi i min familie samles omkring en Wii og ikke en Playstation eller X Box.
Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games er, uden at imponere eller innovere, sikkert håndværk og god underholdning i de mørke jule/vinter aftener i familiens skød.
