One Piece: Pirate Warriors 3

Published:

Det er ikke kun navnet der er relativt kryptisk ved dette hæsblæsende anime spil, som er det tredje udspil i One Piece serien, og det første i serien på næste generations konsollerne. Spillet udkommer udover på PS4 også på PS3, Vita og PC.

Spillet fortsætter den noget forvirrende, og ufatteligt farverige One Piece Pirate Warriors historie. Eller det vil sige den rebooter faktisk historien, og tager os helt tilbage til begyndelsen, fra ”Gold Roger The Pirate King”, og hvordan hans død sparker gang i eftersøgningen af den store One Piece skat. Det er modigt for skaberne at starte forfra på denne måde, men det giver nye spillere en mulighed for rent faktisk at opsnappe lidt af den spøjse historie, der i øvrigt er sådan ca. så japansk som en sådan kan blive(!)

Grafikken minder virkeligt meget om OPPW2, som udkom til PS3. I og med at der er tale om en PS4 titel, så kører det dog væsentligt mere flydende, og der er stort set aldrig fald i FPS som ligger stabilt på de 60 FPS. Grafikken er bestemt ikke noget at skrive hjem om, og den bærer præg af at spillet er en port af en PS3 version. Dette er lidt en skam, idet folk der har to’eren kun kan føle sig skuffede over ikke at se en væsentlig opgradering. Men farverigt er det som altid, og selve stilen, som danner universet kan der ikke sættes en finger på.

Gameplayet kan bedst beskrives som Dynasty Warriors møder et hæsblæsende anime univers, tilsat næsten 40 spilbare karakterer. Det drejer sig kort sagt om at rende rundt på et stort map og bogstaveligt talt smadre alt der bevæger sig, nogle gange flere hundreder soldater af gangen. Derudover er der forskellige events som der skal deltages i for at man kan klare missionerne, herunder skal man f.eks. assistere en allieret inden denne dør og så videre. Man kan sagtens ”button mashe” sig til sejren på de lettere sværhedsgrader, men skruer man lidt op for denne, så skal man time sine angreb, og smide de rigtige komboer og ”Kizuna” angreb afsted, hvor team mates hjælper til, og af og til laver enorme superangreb der igen dræber hundredevis af fjender af gangen.

Spillets historie tog omkring 15-20 timer. Dertil kan så efter sigende lægges omkring 50 timers sjov med spillets ”Dream mode”, som er en slags scenarier hvor spilleren hopper fra ø til ø, og udlever spillets historie på anderledes måder. En sjov tilføjelse, som vil fungere som et klart trækplaster for de mere inkarnerede spillere af serien.

Alt i alt er One Piece Pirate Warriors 3 et underholdende, hæsblæsende og utroligt tempofyldt anime spil, som dog relativt hurtigt, hvis man ikke er meget stor fan af serien, bliver en anelse ensformigt og kedeligt at se på. Er man dog fan af Dynasty Warriors eller One Piece serien generelt, så kan dette spil klart anbefales.

Exit mobile version