Så er det atter en gang tid til hæsblæsende, muddersprøjtende og adrenalinfyldt rally action. I denne omgang leveret af udvikleren ”Milestone” som tidligere bl.a. har stået bag WRC4 og MotoGP 15 og 16.
Sidst havde vi blikket rettet mod WRC5, som jeg kritiserede for til tider at føles for arkadeagtig, og derudover simpelthen ikke leve op til den næstegenerations konsol som det er lavet til. Det er her nogle af de samme problemstillinger der gør sig gældende, hvor nye dog også melder sig på banen.
Vi starter dog et andet sted, nemlig med spillets forskellige game modes. Kort fortalt er der 3. ”Quick Mode”, ”Career” og ”Loeb experience”. Quick mode siger næsten sig selv, man ”lejer” en valgfri bil, eller vælger en fra sin garage, udvælger sin yndlingsbane, giver den gas, og prøver at sætte en ny banerekord. Career er spillets umiddelbart bedste del, hvor man på klassisk facon starter med en bil, og kører i ”rookie class”, tjener penge, køber nye biler og til sidst kommer til tops på ranglisten, og træder i Sebastien Loebs fodspor. Loeb experience handler om Sebastien Loebs liv og bedrifter, og her kan man så gennemleve nogle af højdepunkterne i hans karriere, fra hans tid som ung og håbefuld kører, til dominerende legende. Alt i alt har spillet de nødvendige gamemodes, og det føles som om at der er tænkt på tingene. Bl.a. kan man under Quick mode finde ”Rallycross” en særdeles glemt disciplin blandt rallyspil, efter min mening. Career mode er dog klart hvor spillets gods ligger, og hvor man for alvor kan putte nogle timer ind i spillet.
Hvis vi går videre til selve gameplayet, så fungerer alt desværre ikke helt optimalt. Styringen af bilerne virker også i denne udgivelse meget arkadepræget, og det er som om at alle bilerne virker meget lette. Med dette mener jeg at de er ekstremt sensitive, og til tider nærmest ”bouncer” rundt som en kugle i en flippermaskine. Det er som om at selve fysikken simpelthen ikke er blevet finjusteret optimalt, hvilket ofte gør at man skal køre meget langsomt for ikke at flyve ud af selve banen. Giver man spillet en chance, og ligger lidt tid i det, så kan man godt lære at kompensere for den meget kontante styring, hvilket heldigvis sørger for at man, trods alt, sagtens kan have det sjovt i selvskab med hr. Sebastien Loeb.
En anden anke jeg havde med spillet har ligeledes at gøre med hele simulation kontra arkade problemstillingen. Jeg vil gerne have at rally spil, og bilspil generelt, er relativt realistiske, idet det bibeholder mig i et mind-set hvor jeg er en rallykører. Alle urealistiske ting hiver mig ud af dette mind-set, og gør at jeg simpelthen mister interessen. Derfor er det ærgerligt med udfald som ovenstående, ligesom det er ærgerligt at når man kører uden for banen kan ”sidde fast” på landskabet, som om det hele er lavet af plastik. Ligesom træerne i vejkanten er enormt smukke, så kan man af og til se de mudrede og grimme 2D træer som står lige bag ved, hvilket decimerer illusionen om at jeg brager igennem en skov i Finland totalt. Dertil kommer den totalt flade lyd, hvor stort set alle bilerne lyder fuldstændigt ens. Vi skal alligevel en del år tilbage for at finde det sidste tidspunkt hvor ”klak klak” lyde af rallybilens ildspydende udstødningsrør kunne imponere mig. Det hele føles meget ”been there, done that”, og der er intet intenst ved hverken lyd- eller grafik, desværre. Lige mht. grafikken skal jeg dog skynde mig at nævne at der bestemt er øjeblikke hvor det hele ser enormt smukt ud, specielt når det regner og solen skærer igennem regn tæppet ser det super flot ud. Det er bare en skam, at man ikke har kunnet bibeholde samme finpudsede udtryk igennem hele spillet.
Jeg havde mest sjovt ved at spille career mode i Sebastien Loeb Rally Evo, og jeg vil argumentere for at det, sammen med multiplayerdelen hvor man kan spille mod andre hobby racerkører verden over, er det der trækker oplevelsen en smule op over middelmådigheden. Så kan jeg anbefale Sebastien Loeb Rally Evo? Delvist. Jeg synes oplevelsen til tider var meget frustrerende, pga. fysikken i spillet, men jeg blev dog fastholdt, og hæderligt underholdt af career delen, hvor et uforklarligt brændende ønske om at opnå den næste lækre bil var til stede et godt stykke hen af vejen.