Obsidians nye store singleplayer RPG ’The Outer Worlds’ har fløjet lidt under radaren, med det mener jeg at det ikke har været markedsført og hypet til det niveau vi ser med nogle af de andre AAA titler (med Cyberpunk i spidsen) der er under udvikling. Det betyder dog ikke at Obsidian har noget at skamme sig over, ’The Outer Worlds’ er bund solidt, om end noget forudsigeligt, og indeholder mange timers rumudforskning og kampe på forskellige planeter og rumskibe.
Først og fremmest vil jeg fremhæve og takke Obsidian for at udgive et spil der føles færdigt på udgivelsesdatoen. Jeg ser desværre en tendens, en uskik om man vil, i moderne spiludvikling hvor spil bliver udgivet med så mange tekniske fejl og mangler at det nærmest bliver en straf at købe dem på udgivelsesdatoen. Udviklerne halser bagefter i forsøget på at tilføjeindhold og rette fejl, der kommer løbende i form af opdateringer og DLC patches, taberne er dem der spiller spillet tidligt lige efter udgivelsen og vinderne er dem der venter til senere hvor de groveste fejl er rettet, og måske kan man endda købe en ’Game of the year’ udgave hvor alle tilføjelser til grundspillet er med.
Efter 30 timer med spillet har jeg stort set intet at sætte fingeren på rent tekniske med spillet, og den bedrift vil jeg gerne hylde – ja jeg vil nærmest råbe det ud fra tagtoppe landet over, TAK OBSIDIAN, det er virkelig forfriskende. Et par enkelte gange har jeg oplevet, kortvarigt, at være fanget mellem to bygninger eller i noget klippelandskab, men det er så lidt, og hvad man må forvente af et stor ’open world’ RPG, at jeg kun kan tage hatten af for den disciplin og det tekniske håndværk udviklerne her har vist.
Selve gameplay i ’The Outer Worlds’ kan bedst beskrives som en fusion af Fallout og Mass Effect, det er heller ikke en overraskelse, når man tænker på at Obsidian før har stået for udviklingen af et af de bedste spil i Fallout serien ’Fallout: New Vegas’, ’The Outer Worlds’ spiller og føles et langt stykke af vejen på samme måde. Kampsystemet og det at gå på opdagelses og finde alt fra våben til mad, drikke og medicin er som taget ud af Fallout. Du kan, ganske som i Fallout, have fire forskellige våben på dig af gangen, og du har mulighed for at ”fryse” tiden i en begrænset periode, så der er god tid til at sikre dig et par skud i hovedet på din modstander. Det fungerede fint i Fallout og det gør det også i dette spil, der ud over har du mulighed for at finde og rekrutterer nogle forskellige hjælpere på din rejse, de har hver deres styrker og svagheder og speciel evner i kamp, du kan have op til to af dem med på mission, men du kan også vælge at gå alene og der er specielle evner du kan opgraderer der bliver forstærket af at være alene, så begge dele kan være en fordel. Her låner spille fra Mass Effect serien, men jeg synes ikke karakter galleriet er helt så spændende som det er i Mass Effect. Selve verdens opbygning, det at rejse rundt og besøge forskellige planeter og rumskibe er også som taget ud af Mass Effect universet, men der er som bekendt ikke noget galt med at hente inspiration fra de bedste i klassen.
Der hvor ’The Outer Worlds’ føles lidt tyndt er primært på historien og som sagt på persongalleriet. Det er ikke de mest mindeværdige karakterer set i et spil, og hverken spillets generelle historie eller de indlagte side quests er specielt mindeværdige. Jeg skippede ofte gennem dialog for at komme videre til det der egentligt fangede mig, nemlig at udforske universet. Missioner og hovedhistorien føles som om den bare er klistret på for at drive spillet fremad, hvilket da også lykkedes ganske godt. Udviklerne har gjort meget ud af, at spillet kan spilles gennem flere gange, med forskellige vinkler og slutninger, og de valg du træffer undervejs har da også ret stor betydning for hvem du er venner og fjender med, og dermed også hvilke missioner du får, men jeg må indrømme, at jeg ikke har i sinde at spille det igennem flere gange. Ikke fordi jeg ikke nød min tid med spillet, men fordi der ikke var kød nok på historien til at den del rigtig fangede mig.
Jeg var også lidt skuffet over udvalget af fjender i spillet og udviklernes manglende kreativitet med dem. Groft sagt møder du kun fire forskellige, mennesker i form af Marauders, forvoksede insekter (tænk Starship Troopers), store kattedyr og robotter. Der er så lidt variationer over de enkelte typer, men det ændre ikke på at man bliver lidt træt af at se på dem, og efterhånden lærer at takle dem. De er nemlig ikke specielt socialt anlagt og angriber derfor som oftest i grupper af samme typer.
Nu lyder jeg måske lidt negativ, men i det store hele synes jeg ’The Outer Worlds’ er et velfungerende spil, teknisk set er det yderst spilbart, mekanismerne er velimplementerede og der sjovt at gå på opdagelse, liste rundt og dirke døre og kister op, loote alt og alle. Spillet fylder et hul mens vi venter på ”Cyberpunk 2077” eller et ”rigtigt” Fallout spil (ikke dig ’Fallout 76’), og det gør det godt, men hvis der skulle komme en fortsættelse vil jeg anbefale Obsidian at fokuserer lidt mere på historiefortælling og karakterer med lidt mere sjæl, humor, ondskab eller karisma – bare noget andet og mere end et skin med våben.
