Da jeg var barn – og et oprigtigt medlem af retro-alderen – fandtes softwarefirmaet Mastertronic (senere kendt som M.A.D.). De havde specialiseret sig i, at lave spil til Commodore 64 med et konkurrencedygtigt prisleje. Men spillene havde også en anden pris: Som forbruger måtte man justere mine forventninger, for det var budgetproduktioner med dårligere grafik, færre detaljer, mindre indhold og ikke nødvendigvis gennemtestet. Dette var prisen for at købe spil fra Mastertronic.
Situationen minder meget om nutidens tendens af downloadspil. Lad bare de store drenge bruge kæmpe budgetter på storproduktioner, som “Uncharted”, “Grand Theft Auto”, “Arkhem Asylum”. Imens kan små spilhuse fylde underskoven med billigere produktioner, men som forbruger må man se igennem spillets små utilstrækkeligheder. Prisen pointerer et spil som, formentlig ikke er komplet poleret.
Stortitlen “Twisted Metal” har cementeret sig i genren for auto-destruktive arenaspil, med massive køremaskiner som maltrakterer alt levende omkring sig. En massiv historie er bygget op omkring et massivt spilkoncept. ”Wheels of Destruction” vil meget af det samme, men sorterer alt det konceptuelle og omkostningsfulde virvar fra. Der er ikke brug for en baggrundhistorie, et narrativt univers, filmscener, flotte menuer og options imellem singleplayer campaign og online kampe. Det overflødig fedt er skæret væk, og sender spilleren direkte ind i formålet: En firhjulstrukket dødsmaskine med våben, en futuristisk arena og et online hook up. Skræddersyet til ét formål – Ikke mere eller mindre.
Det er back-to-basic, men desværre for stiv i køretøjet til at imponere. Reglerne er standard, eksempelvis capture-the-flag og andre skabeloner vi har set før. Arenaerne har niveauer, flyvehop, tunneler og finurlige genveje, men trækker ikke vinderloddet i originalitet. Bilerne ser fede og farlige ud, men køretøjets fysik er alt for stift. Det føles ikke som en bil, men som en klods af håndsæbe der skøjter over badeværelsesklinkerne til lyden af motorer.
Værst er bilens styremekanisme, hvor udviklerne tydeligvis har taget nogle radikale valg. Det føles som halen der logrer med hunden, eller i dette tilfælde maskinkanonen som styrer bilen. Det er godt, når din bil indgår i en duel, ikke at skulle tænke på bilens retning, men blot kan tage sigte og skyde. Blam, blam, blam! Bilen følger automatisk efter. Men hvis bilen sidder fast i et hjørne eller kører tæt op af væggen og der er behøv for at bakke eller justere kørselsretning, så er køretøjet mere ulogisk end radiobilerne i et omrejsende tivoli. Rattet sidder stadig i kanonen, mens man prøver at manøvrere bilen ud af faren. Det er muligt at udvikle nogle personlige tricks i køremekanismen, men den basale styring er ikke i orden.
Sjovhedsfaktoren dykker ret bastant – hvilket formentlig er årsagen til, at jeg ikke observerede noget pres på tilmeldingerne til onlinekampe. Det er ikke interessant nok at blivehængende. Selvom ”Wheels og Destruction” er billigt, og man derfor burde være tilgivende overfor det kantede spildesign og stive fysik, så er det alfa og omega at det sociale element virker og stimuleres – når nu det er spillets mål. Problemet er, at man ikke vender tilbage til arenaen. Og det gør de andre nok heller ikke.
Godt:
Billigt spil, skåret ind til benet.
Skidt:
Stiv bilfysik, mærkværdig styring. Ikke sjovt nok til vedvarende spil.
